Den 12. august 2012 gennemførte jeg Challenge Copenhagen - en fuld-distance ironman på 3,8 km svømning, 180 km cykling og 42,195 km løb - på 10 timer, 29 minutter og 2 sekunder.
Det var en helt fantastisk dag, hvor jeg fik masser af opbakning af mit helt eget personlige heppekor. Nu fortsætter drømmen om flere triathlon-eventyr...

søndag den 8. juli 2012

Aalborg 1/4 ironman - Løbsberetning


Back on track! Efter det miserable stævne i Fredericia sidste weekend, stillede jeg i dag op til 1/4 ironman i Aalborg, og det gik straks meget bedre. I et fremragende vejr startede strabadserne kl. 13 med 950 meter svømning i Hasseris Kridtgrav - 18 grader varmt vand uden bølger.

Alle herrer startede på samme tid, og 130 svømmere mellem to bøjer med 10 meters afstand kan ikke undgå at give en hektisk start. Jeg måtte lige op at trække vejret et par ekstra gange efter ca. 100 meter, hvor vejrtrækningen stadig ikke var kommet på plads. Det lykkedes dog stille og roligt at komme i gang - til dels ved stort set ikke at bruge benene, så der er stadig lidt at arbejde på. Op af vandet efter ca. 22 minutter og ud på cyklen.

Det var en forholdsvis lang distance, der skulle løbes i skiftezonen, så da jeg kom op på cyklen, var pulsen på 173 bpm! Jeg havde en plan om at cykle med et gennemsnit omkring 155 bpm, og der er altså rigtig langt ned fra 173 bpm. Jeg kæmpede for ikke at presse for hårdt på cyklen, og dermed få pulsen ned, men det er svært, når kroppen føler et stort overskud til at give mere gas. Men jeg ville ikke lave samme fejl som i Fredericia sidste weekend, så jeg fokuserede rigtig meget på pulsen, og det lykkedes at presse gennemsnittet ned på 158 bpm, især på den sidste del af den 42 km lange cykelrute (som hvis man regner lidt på 1/4 gange 180 km burde have været 45 km). Gennemsnitsfarten måtte jeg "holde nede" på ca. 36 km/t...

Ud over pulsen fokuserede jeg også meget på mit væskeindtag under cyklingen. Solen bagte, og det var en rigtig varm dag, så jeg havde puttet en ekstra salt-tablet i energidrikken for ikke at dehydrere, og det lykkedes at kværne næsten 1,5 liter væske på cyklen - halvdelen energidrik, halvdelen vand. Desuden sørgede jeg for at drikke den sidste del af energidrikken 10 minutter inden overgangen til løb - endnu en af de ting, jeg lærte af sidste weekends stævne i Fredericia...

Løbeturen på 10,5 km var flad som en pandekage ned til Aalborgs havnefront - til gengæld var det hamrende varmt. Som altid startede jeg lidt hurtigt ud, men efter at have "sparet mig" under cyklingen, besluttede jeg at gi' gas på løbet. Efter 9 meget konsistente kilometer var kroppen ved at være opbrugt for kræfter, men det lykkedes mig at kæmpe mig de sidste 1,5 km til mål på godt 43 minutter for løbet og en samlet tid på 2:19:40 - glimrende! Det rakte til en 15. plads i min aldersklasse og en 21. plads over-all ud af omkring 125 gennemførende.

Der var god opbakning fra familien, som havde taget turen fra Billund og Skive til det nordjyske, og de kunne ud over mig også se min fætter Thomas Esbensen sætte en fremragende tid på 2:10:32 (5'er i aldersgruppen, 6'er over-all!). Det er altså vildt imponerende - han ender jo snart på podiet. Han skal bare lige ha' en tri-cykel, som han siger...

Tak for en god dag i Aalborg til familie, arrangører, vejrguder og selvfølgelig alle de frivillige - uden dem ingen tri-stævner.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Træning




Træningsprogram




Konkurrencer