DM Triathlon - Kort distance - Løbsberetning

Et DM er altid lidt specielt, og selvfølgelig vil man gerne gøre det godt til sådan et stævne. Men i går havde jeg en total off-day, og jeg skal vist være glad for, at jeg i det hele taget kom igennem.

For en gangs skyld var vejret glimrende. Vandet i Lillebælt var godt nok kun 14,1 grader varmt, men det var ikke desto mindre nok til at svømme fuld distance på 1.500 meter. Der skulle svømmes to omgange på en 750 meter rundstrækning, og det gik ganske fint med crawl hele vejen. Tiden blev 32:25 og første skifte gik også efter bogen.

Men så startede uheldene... Jeg kunne godt høre, at der var noget, der knirkede/susede/lavede en lyd ved cyklen. Var det cykelskoen, der knirkede? Eller fælgen der gik imod bremseklodsen? Svært at afgøre i blæsevejret. Cyklingen var en ud-hjem-rute, som skulle gennemkøres to gange - i alt 40 km. Lige inden første vendepunkt ved 10 km fandt jeg endelig ud af, hvad der var galt. Jeg punkterede på baghjulet (som en af de eneste i går), og det skyldtes, at dækket gik imod rammen i venstre side - total begynder-fejl! På triathlon-cykler er baghjulet indstillet, så det går tættest mulig på rammen for at være så aerodynamisk som mulig. Dette gøres med to justeringsskruer, hvor den ene åbenbart havde forrykket sig på min cykel, så hjulet blev trukket en lille smule skævt. Jeg havde selvfølgelig testet, at hjulet kørte fint rundt inden start, men så havde jeg pumpet hjulet ekstra op, hvilket selvfølgelig giver nogle større balloner på dækkene. Og så endte det altså med, at dækket kom til at gå imod rammen, hvilket varmer det kraftigt op, så slangen til sidst eksploderer. Se efter-billederne af dæk og ramme nedenfor.

Der stod tidligere Schwalbe på det dæk...

De to hvide områder er normalt ikke adskilt af en sort stribe...

Det er første gang, jeg punkterer under en konkurrence, hvor adrenalinen pumper, så jeg fumlede godt og grundig med slange-skiftet, som endte med at tage hele 12 minutter! Det skyldtes blandt andet, at jeg måtte skifte CO2-patron i pumpen, fordi den allerede var halv-tom (dumt), at jeg måtte justere hjulet, så det ikke gik imod nogle steder (dumt), og at jeg lige måtte have lidt ekstra luft i, da jeg endelig havde fået monteret hjulet (dumt).

Så var det løb kørt. Jeg gav max gas de sidste 30 km for at indhente noget af det fortabte, men det skulle vise sig at give bagslag. Andet skifte gik fint, men allerede efter nogle få hundrede meter af løbeturen krøllede min mave fuldstændig sammen. Jeg har formentlig givet for meget gas på cyklen for tæt på overgangen til løb, og desuden indtog jeg nok for meget energidrik til sidst på cykelruten. Det var meget frustrerende, da benene havde det glimrende, men maven ville ikke løsne op, så jeg måtte lunte med 6 min/km - så tager det en del tid at løbe 10 km.

Efter 4 km stoppede jeg op og fik en sludder med min fætter Thomas, som var med for at give moralsk opbakning (glimrende i øvrigt). Jeg havde mest af alt lyst til at udgå, men vi kom til at snakke om Rasmus Petræus, som gav op til Challenge Fuerteventura, hvilket han fortrød dagen derpå. Jeg luntede derfor videre med lav puls, friske ben, men en konstant sidestiks-fornemmelse. Efter 5,5 km kom Pernille Wallentin Bagge, som var med på træningslejren på Fuerteventura, op til mig. Hun tilbød, at jeg kunne "lægge mig på hjul", hvilket skulle vise sig at være en god idé. Hun skød en god fart, så det gjorde nas resten af vejen, men jeg hang på, og vi fik overhalet en masse, så hun faktisk endte på 9. pladsen i sin klasse - respekt!

Mit resultat er allerede gået i glemmebogen, og jeg ser nu frem til Aalborg Triathlon på søndag, hvor jeg stiller op på 1/4 ironman distancen i håbet om en bedre oplevelse end i går. Men man skal jo se på de positive ting i livet, og her er jeg da i hvert fald blevet en hel del erfaringer rigere i går hvad angår slange-skift og løbsstrategi. Op på hesten igen og videre - det var jo alligevel kun et B-stævne... :-)